PRESSEMEDDELELSE

Jeg bruger rummet som lærred i Galleri North og udstiller malerier sammen med fritstående objekter skabt i forlængelse af mine seneste malerier.

Jeg har gennem en årrække arbejdet med det abstrakte maleri med hovedvægt på konstruktion, abstrakt set, kobling og begrebet "forbandt". Det har været af stor betydning for mig at afkode hvordan konstruktionen holder i den menneskeskabte såvel som i naturens og det levede livs konstruktion. Jeg har arbejdet indenfor en række dogmer som har sikret et stramt formsprog og let genkendeligt kodesystem.

Senest har jeg arbejdet med at få maleriet ud i rummet og med det udvidede maleri i øvrigt og dets indgriben i og samspil med rummet. Der sker noget med både farver og billedelementer, når de frigøres fra fladen og man ser dem omkring sig eller når man som beskuer befinder sig omkring de frigjorte objekter. Det er den oplevelse jeg ønsker at indvie beskueren i.

I Galleri North træder beskueren direkte ind i maleriet. Gulv og vægge er malet som ét stort maleri. Således omsluttet af værket, vil man se det gennem fritstående objekter som er frigjort fra billederne. Man kan gå på opdagelse og opleve hvordan værket muterer i takt med at man flytter sig rundt i rummet og se nye kombinationer af farver og billedelementer komme i spil for hvert skridt man tager.

Jeg byder indenfor til en fest af farver og kalejdoskopiske oplevelser.

- Hanne Helms